Guide: Derfor er whisky det nye sort

Guide: Derfor er whisky det nye sort

17. januar 2017 0 Af Helene

Er du også hoppet med på bølgen af folk, der nyder et godt glas whisky? Eller er du endnu ikke nået til det stadie, hvor du med største fornøjelse drikker et glas whisky rent uden skyggen af cola? Uanset hvor rutineret og passioneret whisky-drikker du er, så venter der dig en smagsoplevelse udover det sædvanlige, når de gyldne dråber rammer tungen og cirkuleres rundt i munden.

Flere og flere danskere er begyndt at værdsætte rigtig god whisky, og det forstår man godt. Whisky har en stor kompleksitet i nuancerne – både hvad angår smag og duft, og der findes et hav af forskellige flasker, der udfordrer smagsløgene på forskellig vis. Vi er heldigvis ikke indrettet med de eksakt samme smagsløg, men når det kommer til whisky er der rig mulighed for at finde lige den type, der appellerer mest til ens personlig smag. Men hvad er whisky egentlig? Hvor kommer den fra? Og hvorfor er de gyldne dråber så populære over hele verdenen? Det får du svaret på her.

whisky

Whiskyens fremstilling og historie?

Whisky fremstilles af fermenteret byg, rug, hvede eller majs, der efterfølgende destilleres og lægges på egefade under modningen. Her ligger de i et bestemt antal år og, indtil den rette karakter er trukket frem. En whisky skal dog have en alkoholprocent på mindst 40 % og have lagret i minimum 3 år. Men som så mange andre ting her i livet, bliver whisky også bedre med årene. Whisky produceres i dag i stort set hele verden – blandt andet i lande som Indien, Japan og sågar Danmark.

Men whisky-traditionen er uden sammenligning stærkest i Skotland efterfulgt af Irland og USA. I Skotland kan man spore whisky-produktionen helt tilbage til 1400-tallet, og i dag er whisky en skottes bedste ven. Det er landets nationaldrik og samtidig utvivlsomt den vigtigste eksportvarer. For skotterne er whisky nærmest en hellig ting, og afhængig af hvor i landet det produceres, varierer smagen kraftigt. Eksempelvis er det skotske højland berømmet for den fyldige og runde smag, mens den lille ø, Islay, producerer whisky med en mere mineralsk og maltet smag. Generelt er Skotland benådet af det silkebløde kildevand, der er en fuldstændig afgørende ingrediens i tilblivelsen af whisky.

Whiskyens ordbog

Når man snakker om whisky, er der flere ord og betegnelser, der hænger uløseligt sammen. Her gennemgår vi de vigtigste, så du er opdateret, når snakken falder på de gyldne dråber i gode venners lag.

Whisky on the rocks

Betyder whisky serveret med isterninger. Ofte i et såkaldt tumbler-glas med tyk bund, som ofte ses i gamle amerikanske og britiske film.

Neat

Et glas whisky serveret rent uden is. Man kan dog eventuelt tilføje et par dråber vand – både for at fjerne den lidt sprittede smag og for at udfolde nye smagsnuancer.

Single malt

Det hedder single malt, når whiskyen er produceret på bygmalt og intet andet. Samtidig må den kun bestå af whisky fra ét destilleri. Single malt bliver af mange anset for at være den fornemmeste type af whisky.

Blended

Modsat single malt består blended af flere forskellige kornsorter og er en blanding fra flere forskellige destillerier. Det er absolut denne form for whisky, der sælges mest af, da den er betydelig nemmere at producere i store mængder. Det anslås, at whiskyproduktionen på verdensplan består af 90 % blended.

Whiskey

Jamen er det ikke de samme? Nej, i denne udgave er der tilføjet et ”e”, hvilket betyder, at det er den irske udgave.

Burbon

Den amerikanske version, som også er berømt i hele verden. Vi kender vel alle Jack Daniels, der produceres i Tennessee og drikkes overalt i verdenen.

Farven

Som skrevet tidligere betegnes whisky ofte som de gyldne dråber, men den naturlige modningsproces skaber ikke altid den samme karamellignende farve. Derfor vælger mange producenter at tilføje farvestof.

SWA

Skotterne går op i whisky med liv og sjæl, og intet må være overladt til tilfældighederne. Derfor har man SWA (Scotch Whisky Association), der fremhæver love og regler for, hvordan man må producere whisky.

NAS

Eftersom efterspørgslen på whisky stiger, har producenterne svært ved at levere nok af den fine whisky, der har lagret i mange år. Derfor ser man på mange flasker et mærke med bogstaverne NAS (No Age Statement), som dermed ikke definerer whiskyens alder. Det er dog et krav, at den minimum skal have 3 år på bagen.